Annonce

Annonce

Bord med skåle fyldt med bælgfrugter

Økologisk Landsforening lavede i sin tid aftalen med Odense Kommune om flere bælgfrugter i kosten og har siden været en del af processen. Med støtte fra Promilleafgiftsfonden for Landbrug har foreningen løbende været i dialog med både kommunen og flere end 100 forskellige danske økologiske planteavlere. Foto: Marendine Krainert Ladegaard/ØL

Odense nærmer sig plantebaseret målsætning lige før målstregen

Flere bælgfrugter og mindre animalsk i maden til en del af kommunens ældre i Odense er snart en realitet. Tiltaget skal hjælpe kommunen med at sænke klimabelastningen fra maden.

Inden nytår skal de offentlige køkkener i ældreplejen og personalecaféerne i Odense Kommune have langt flere bælgfrugter på menuen - og de skal være både økologiske og danske.

Målsætningen blev meldt ud i begyndelsen af året, og blot en måned før målstregen kan kommunen meddele, at den efter alt at dømme når i mål - næsten da. Det kommer til at berøre daglige måltider til ca. 5.000 mennesker, som Byens Køkken står for. Køkkenet har i forvejen Det Økologiske Spisemærke i sølv (60-90 pct. økologi).

"Vi er i gang med at indgå aftaler med danske leverandører af forskellige bælgfrugter både på Fyn og i Jylland for at sikre, at vi får danske produkter. Meget skal på plads først mht. fakturering, levering og opskrifter der skal laves om, men jeg har en klar forventning om, at vi når det - forudsat at de leverandører, vi er i dialog med, samlet set kan levere de mængder, vi skal bruge," siger Jette Eggers, leder af Byens Køkken i Odense Kommune.

Selv har hun ansvaret for at levere til ældreplejen, mens en anden afdeling i kommunen står for personalecaféerne, og eftersom der i december skal ansættes en ny leder med ansvar for personalecaféerne, tvivler Jette Eggers på, at man her når målsætningen før nytår, men den bliver i så fald forfulgt næste år.

Jette Eggers nævner også to forbehold, der kan betyde, at hendes køkken ikke nødvendigvis rammer 100 pct. danske økologiske bælgfrugter før nytår, men under alle omstændigheder vil man komme meget tæt på, fortæller hun.

Det ene forbehold er, at hun kan have overset noget i en opskrift, så man ikke har fået indkøbt den rigtige type bælgfrugt, og det andet er, at køkkenpersonalet skal teste alle opskrifterne af, når kødet udskiftes med bælgfrugter, for man kan ikke nødvendigvis udskifte fødevarerne én til én.

”Vi vil gerne lægge en bund ved at aftage landmændenes produkter. Det vil være en sikkerhed for dem, så de kan blive skubbet i gang. Men det handler også om, at vi gerne vil have danske og meget gerne fynske produkter, fordi vi kommer til at bruge flere bælgfrugter år for år og er i gang med at udvikle måltiderne og den gastronomiske kvalitet i en grønnere og mere bæredygtig retning,” sagde Gitte Breum, der er chef for Mad & Frivillighed i Odense Kommune, da målsætningen for bælgfrugterne i sin tid blev offentliggjort.

Vigtigt af forventningsafstemme

Økologisk Landsforening lavede i sin tid aftalen med kommunen og har siden været en del af processen, og med støtte fra Promilleafgiftsfonden for Landbrug har foreningen løbende været i dialog med både kommunen og flere end 100 forskellige danske økologiske planteavlere.

"Det har været et superpositivt forløb, for der var en god ånd og stemning - man kunne mærke, at de rigtig gerne ville det her," fortæller Torben Blok, markedschef for foodservice i Økologisk Landsforening.

For ham var det en øjenåbner, at dialogen med landmanden om salg af planter til foodservice er anderledes, end når der er tale om tocifrede mængder ton til dyrefoder. Mængderne er meget mindre til foodservice, og det er ifølge Torben Blok vigtigt at forventningsafstemme med køkkenerne og landmændene, hvilket behov der er. I dette tilfælde skal køkkenerne i eksempelvis ældreplejen bruge ca. 1,4-1,6 ton, hvilket er en relativt lille mængde for en typisk landmand.

"Vi fik en fælles forståelse af, hvor mange mængder ét køkken kan nå at købe på et år. Det er super interessant, for vi, køkkener og landmænd lærer tale samme sprog, når det drejer sig om at afsætte til foodservicesektoren," siger han.

Flere artikler fra samme sektion

Du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om Kantineprisen 2024

Kun kantinekøkkener med en økologiprocent på mindst 60 pct. kan deltage i dysten om Kantineprisen 2024, som finder en vinder på havnen i Gudhjem.

18-04-2024 2 minutter Events,   Professionelle køkkener,   Foodservice

Madland Festival kalder til samling, samtaler, hyldest og fejring

Det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab Madland inviterer for femte år i træk til Madland Festival under sloganet: ”Gentænk madsystemet”.

17-04-2024 2 minutter Events

Økologisk Landsforening kæmper for, at æg ikke længere skal stå på køl - Danske Æg kæmper imod

Økologisk Landsforening ønsker et opgør med kravet om, at æg skal på køl, men hos Danske Æg vil man fastholde det.

15-04-2024 8 minutter Æg og fjerkræ,   Forbrug,   Detailhandel